Helt uacceptabelt, forfærdeligt og bagvendt: Regeringen vil fortsætte minkavl

Billede af fire mink i et småt bur af trådnet.

Ingen dyr bør udnyttes

I Dyrenes Alliance tror vi på, at alle dyr fortjener frihed og rettigheder. Derfor er vi stærkt berørte og forfærdede over, at regeringen nu har besluttet, at minkavl fortsat skal være lovligt i Danmark.

Det er både grusomt og forældet at holde og dræbe millioner af rovdyr i små trådbure på pelsfabriksfarme for et ikke-essentielt modeprodukt. Pelsavl bliver aldrig foreneligt med god dyrevelfærd, og det er på tide at stoppe pelsdyravl.

Pelsfarme forårsager ikke blot enorme dyrelidelser, de er også en miljøkatastrofe og udgør en alvorlig trussel mod menneskers sundhed.

Den katastrofale corona-aflivning

De fleste husker nok den store mink skandale. Danmark var verdens førende minkskindseksportør, da den danske regering i 2020 besluttede at slå landets mere end 15 millioner mink ned på grund af en formodet corona-mutation i dyrene. 

Det var håbet for mange dyrerettighedsaktivister, at minkene dengang tog pelsindustrien med sig i graven - men nu viser andet sig desværre at være tilfældet.

Billede med to mink i et bur og Fur Free Europes logo og hashtagget #makefurhistory





Efter nedlæggelsen af ​​minkene forbød den danske regering pelsdyravl midlertidigt frem til 2021. På baggrund af anbefalinger fra Center for Behandling af Infektionssygdomme besluttede regeringen at forlænge forbuddet mod pelsdyravl frem til 2022. Men nu skal det altså igen være lovligt at holde mink i Danmark. 

Det er vi i Dyrenes Alliance stærkt imod. Og vi er ikke alene.
Flere danske dyrerettighedsgrupper og partier ser gerne at der bliver sat et permanent punktum for pelsdyravl.

Dette er hovedsageligt ud fra et dyreetisk perspektiv, men adskillige udbrud af corona på minkfarme har vist hvilke folkesundhedsmæssige risici med udspring i manglende dyresundhed, der kan opstå i forbindelse med pelsproduktion. I takt med at bekymringen om dyrevelfærd vokser, har 17 andre europæiske lande allerede handlet for at forbyde opdræt af dyr for deres pels.


Pelsindustrien

Danmark var før i tiden verdens største eksportør af minkskind, og auktionshuset Kopenhagen Fur er verdens største og leverer skind primært til Kina og Hong Kong. 

Indtægterne i pelsbranchen har dog været støt faldende de seneste år - og Kopenhagen Fur har erklæret, at de inden for de næste par år vil lukke permanent.

På grund af etiske og miljømæssige bekymringer fra forbrugere kan det internationalt anerkendte modemagasin Vogue rapportere, hvordan "et stigende antal luksusmærker og forhandlere forbyder pels og eksotiske skind." 

Pelsfrakker der hænger på række. Dyrenes Alliance mener at dette er forældet og uetisk

Disse forbrugere kan være inspireret af de utallige dyrerettighedsorganisationer verden over, der kæmper for at folk får øjnene op for, at pelsindustrien i sagens natur er grusom og uetisk. International Anti Fur Coalition har mere end 50 medlemsorganisationer, der støtter et punktum for pelsdyravl. 

Humane Society International hævder, hvordan "dyr avlede til deres pels (. . .) er indespærret i små, golde trådbure hele deres liv. Ude af stand til at udtrykke deres grundlæggende naturlige adfærd ( . .) disse naturligt aktive og nysgerrige dyr har vist sig at vise den stereotype adfærd af mental nød, såsom gentagne bevægelser og cirkler inde i deres bure."

Og presset fra NGO'er har haft en effekt. I de seneste årtier har mere end 20 lande stærkt begrænset eller forbudt pelsdyravl totalt, mens Israel såvel som en række amerikanske stater og byer har forbudt alt salg af ægte pels.

Men desværre følger Danmark ikke trop. Det er vi helt uforstående overfor, og vi er stærkt berørte over regeringens beslutning.

Hjælp dyrene: Minkene har brug for dig

Selvom de seneste nyheder er rigtig triste og et stort tilbageslag for dansk dyrevelfærd, giver vi aldrig op med at kæmpe for et pelsfrit Europa!
Vi kommer til at afholde forskellige protester og demonstration rundt om i hele Danmark, som du kan deltage i. Du finder en oversigt over kommende begivenheder hér.

Det har aldrig været mere åbenlyst, at pelsindustrien ikke hører fremtiden til, og derfor er det nu, kampen for et EU-forbud skal udkæmpes.

Sammen kan vi opnå vores mål, men minkene har brug for DIN underskrift. Skriv under på og læs mere om det europæiske borgerinitiativ rettet direkte til EU-Kommissionen hér.*

* Bemærk: Der har tidligere været et link, men underskriftindsamlingen er afsluttet. Du kan i stedet støtte vores kamp mod pelsavl ved at give et bidrag her.

I EU er der momentum for et pelsforbud. 12 EU-lande har opfordret Kommissionen til at arbejde for et forbud. Desuden er Kommissionen i forvejen i gang med en omfattende revision af EU’s dyrevelfærdslovgivning, hvilket er en oplagt anledning til at forvise den europæiske pelsindustri til historiebøgerne.

Konklusion: Pelsindustriens fremtid

Er der så en fremtid for pelsindustrien? Nej!

Beslutningen om, hvorvidt forbuddet mod mink skulle være permanent eller ej, har stor betydning for både Danmarks omdømme i udlandet og millioner af dyrs liv.

Pelshandelen viser alle tegn på at være en uddøende industri: et fald i støtte fra forbrugere, i salg og i indkomst. At mink kan sprede alvorlige sygdomme til mennesker for prisen af en simpel vare, bør være dråben for politikerne.

Luksusvarer kan aldrig forsvare, at et dyr skal leve sit liv i lidelse og fangenskab.

Tiderne skifter – og det er på tide, at minkene beholder pelsen på kroppen! Vil du også sige fra overfor pels og dyremishandling? Bliv en del af alliancen.

Forrige
Forrige

Kære Christiansborg: Forbyd minkavl permanent!

Næste
Næste

CARE 2022